En historisk fangst?

fritlagt_reverse_img_0791

Jeg bevæger mig langsomt opstrøms mod den dybe og smalle rende, som bliver affisket grundigt med lange kast. Det er tredje gang indenfor de sidste par timer, at forskelligt endegrej bliver trukket gennem den rivende strøm. Nu er turen så kommet til det lille guldfarvede blink, som står godt til det mørke og humusfarvede vand. Det skarpe buk på blinket gør, at det hurtigt skruer sig mod bunden – og derfor holder jeg fiskestangen lidt højere end normalt, så det hele ikke går for hurtigt. Pludselig standser blinket, og det begynder at skvulpe og gynge i åen. Et kraftigt sølvglimt bevæger sig herefter hurtigt nedstrøms imod mig.

”Jeg har den ”, råber jeg samtidigt – og mærker hurtigt, at der er vægt bag ordene. Linen skærer sig gennem vandet, og inden jeg når at tænke videre over det, så bevæger mine fødder sig hastigt i retning af Vegger By. Min gode fiskekammerat Jens Peter har betragtet det hele lidt på afstand, og nu følger han også med ned ad åen. Ordene kommer lidt hurtigt ud af min mund – og han synes måske, at jeg skal ”skrue lidt ned for charmen”. Jeg fornemmer efter kort tid, at vi begge to er i god form – og det får vi også brug for denne sene eftermiddag…

Det er sommer og midt i juli måned. Det har regnet i flere dage, og nu klarer det heldigvis op. Jeg har en uges tid tidligere lokket en flot sølvblank havørred på 6,2 kg til biddet, og med den markante ændring i vejret er Jens Peter og jeg ikke sene til at pakke fiskegrejet. Efter en vanlig god kop kaffe og en lille køretur står vi nu ved noget af det allerbedste fiskevand, der findes ved Sønderup Å. Da vi står ud af bilen summer og svirrer det med insekter, og det er faktisk en meget beroligende baggrundsmusik, som er akkompagneret med vindens susen i træer og buske samt store tagrør, der bøjer i vinden.

Et kig ud over den lille stejle skrænt afslører, at vandet står højt. Det er farvet mørkebrunt af partikler og humusstoffer. Det hele ser perfekt ud, og fiskene kan under disse forhold stå alle steder på strækningen. Jeg rigger hurtigt fluestangen til, og ”den våde høne” bliver bundet for enden af linen. Jens Peter er allerede klar, og godt i gang. Han står på træbroen og kaster opstrøms med en lille sølvfarvet spinner. ”Jeg har gode erfaringer med den”, siger han lidt tørt.

Herefter deler vi os op, så han går opstrøms med spinneren, og jeg går nedstrøms med fluestangen. Der er ingen tvivl om, at der er nystegne havørreder i åen. Men hvor finder vi dem lige nu?, tænker jeg. Jeg kaster skråt nedstrøms, og fluen bevæger sig højt i vandet. Alle standpladser bliver fisket grundigt igennem. Det bliver til rigtig mange kast. Flere hundrede meter nedstrøms for broen er der stadig ikke sket noget. Jeg beslutter mig herefter for at vende rundt og fiske opstrøms med blink. Fluestangen bliver pakket væk, og den spinkle spinnestang bliver fundet frem. I dag monterer jeg en lille 4 grams guldfarvet krokodille blink for enden af den tynde line.

Jeg fortsætter herefter fiskeriet opstrøms med blinket, og efter et stykke tid ser jeg, at Jens Peter er på vej ned imod mig. Jeg råber ham an, men han vinker afværgende. Han har heller ikke mærket noget. Vi krydser hinanden, og koncentrationen lyser også ud af øjnene på ham. Det bliver derfor kun til et par korte ordvekslinger, og herefter kaster jeg blinket opstrøms i en smal og dyb rende. Her plejer der at stå fisk. Men det er tredje gang, at der præsenteres et agn hen over standpladsen. Hverken flue eller spinner har hidtil været overbevisende.

Med èt strammer linen op og stangen bøjer sammen, så man kan kalde det for flex på klingen. Fisken går straks dybt, vender rundt og søger nedstrøms. ”Den er stærk”, råber jeg – og beder ham om at gå til side. Og jeg synes faktisk, at jeg tager det helt roligt. Men i kampens hede strømmer ordene nok lidt hurtigt ud af min mund. Det har Jens Peter bemærket! Men han er til gengæld helt rolig og fattet. Med et snuptag tager han fangstnettet ud af min rygsæk, og viser at han er klar…

Fisken fortsætter nedstrøms, nedstrøms og nedstrøms i en uendelighed, og bremsen hviner. Vi har endnu ikke set fisken, men kun et par sølvglimt i kontrast til det mørke vand! Kort tid efter tyder det alligevel på, at ilten så småt begynder at slippe op. Mælkesyren har taget over, og fisken bliver mere rolig. Den søger ind mod land, og det skulle den aldrig have gjort. For nu træder Jens Peter i karakter, og han får hurtigt fangstnettet under fisken. Han er alligevel gesvindt – selv om vi har danset ”Quick Step” hele vejen hertil. Så snart fangstnettet rammer græsset ryger blinket ud af kæften på fisken. Heldig igen, tænker jeg.

Det er en flot og langstrakt sølvtorpedo på 80 cm! ”Det er sgu` ikke en havørred – det er en laks”, udbryder jeg. Her ca. 100 meter nedstrøms for den dybe rende, hvor fisken blev kroget. Den har kun enkelte prikker under sidelinjen, og vægten viser 5,5 kg. Det er mindre end forventet med den længde. Hvis det er en havørred – vel at mærke.

Alt tyder på at der er tale om en laks, men man kan selvfølgelig aldrig vide sig sikker. Jens Peter kigger på mig med et lille skævt smil. Det tror pokker – for han har mistet flere store fisk i år. Lige inden de skulle nettes.  Han mener, at jeg nu skylder i kassen. Og det har han jo ret i.

Efterfølgende bliver der taget billeder af fisken, og de bliver sendt til DTU Aqua i Silkeborg. De vurderer umiddelbart fisken til at være en laks – men er alligevel en smule skeptiske for der er jo lang vej gennem Limfjorden og Halkær Bredning ind til Sønderup Å. Derfor bliver der taget en skelprøve af fisken –  og et lille stykke kød og fedtfinne bliver sendt til nærmere undersøgelse hos genetikerne hos DTU.

Efter at have ventet spændt i et par måneder dukker resultatet op på en mail fra Biolog Finn Sivebæk:

”Hej Ole,
Endnu engang tillykke med den flotte fangst. Din fisk er nu blevet analyseret, og det var en havørred”.

Ovenpå sådan en besked bliver man måske en smule slukøret. Men fighten med den sølvblanke torpedo af grov kaliber var under alle omstændigheder en laks værdig. Og efter at fisken har tilbragt tid i rygeovnen, så vækker den alligevel stor begejstring ved middagsbordet.

Og så må den historiske fangst stadig lade vente på sig derude…