Bidt af BÆVER

Solen skinner og de nøgne træer kaster deres skygger på landskabet og i vandet. Der er ikke en vind, der rører sig – eller så mærker vi den bare ikke, når vi går i læ her mellem skrænterne af den dybe smeltevandsdal. En musvåge er på vingerne, og kredser rundt højt deroppe over ådalen. Den hilser os velkommen med et skrig eller to – og giver os en lektion i svævekunsten.

Rundt om os sidder der ikke langt fra hinanden forskellige rovfugle på hegnspæle og i træer. De puster sig op, og nyder også solens varme stråler. Som vi kommer tættere på flyver de lidt længere væk – og finder et nyt sted, hvor de kan holde skarpt øje med os. Umiddelbart er det tornfalk, musvåge og den lidt større fjeldvåge, der er kommet på besøg fra dens normale tilholdssted lidt højere mod nord.

Det knaser godt i græsset, når vi i rask trav bevæger os fremad langs åbrinken. Selvom det er sidst på formiddagen og midt i januar måned, så mærker man ikke frosten og kulden – men i stedet for får man en tidlig fornemmelse af forårets komme. Tankerne falder til ro, varmen breder sig i kroppen – og man bliver overvældet af de mange indtryk, som naturen deler rundhåndet ud af. Det er som om, at vi bevæger os i en fredfyldt tilstand, en væren hjemme i os selv, i nuet. Vores tjekkiske hyrdehund, Rico, er også med i dag, og han har fået mange dufte at forholde sig til. Og nu har han travlt med at strinte sit nye territorium af.

I morgen skydes premierefiskeriet i gang, men det har vi slet ikke i tankerne. Det nyanskaffede fotogrej bliver derimod luftet, og det flotte vintervejr er en god anledning til at få det afprøvet. Det handler om den vilde himmerlandske natur, og den må gerne komme i kassen. Måske det kan blive til en musvåge på tæt hold, en isfugl, en odder eller sågar en bæver, hvis vi er rigtig heldige. Vi ved, at det ikke er sådan bare lige, så det er godt at have tålmodigheden med i inderlommen – og at oplevelsen herude er en gevinst i sig selv. Tidspunktet er måske heller ikke det mest optimale for at se de pragtfulde skabninger, der er en fryd for øjet. Og bæveren er jo mest aktiv om natten og tidlig morgen – men omvendt er vi jo på et meget stille og næsten uberørt sted. Så hvem ved?

Det varer ikke længe før vores nysgerrighed bliver fanget. Opstrøms for et par af åens skarpe sving ligger et træ, der strækker sig i fuld længde på den modsatte bred. Fældet omkring en halv meter over jordoverfladen. Lidt på afstand ligner det ikke menneskelig aktivitet – hverken fra en motorsav eller en håndøkse. Og det er det heller ikke…

Da vi kommer helt tæt på bliver det tydeligt, at et dyr med kraftfulde kæber og skarpe tænder har været på spil. Bæveren hvem ellers? Den er fastboende lidt længere mod syd, og tager jo somme tider på en lille udflugt. Træstammen er omkring 20 cm i diameter, og den vækker minder om en blyant, der lige er blevet spidset. Og det er vel at mærke med bidemærker, der er til at få øje på. Selv en snedkers maskinhøvl ville have svært ved at tage konkurrencen op med dette træarbejde, som er udført med stor præcision. Ganske enkelt imponerende.

Bæveren har sikkert stået på de korte bagben og gnavet og gnasket rundt om træet i ét væk, så det er faldet til jorden på ganske kort tid. Og vi kan let forestille os, at de meget grove ”kutterspåner” har fløjet til højre og venstre omkring den brølstærke bæver, der har tænder, der vokser hele tiden – og slides i takt med at de bruges.

Det er tankevækkende at en kampvægt på omkring 20 kg ikke er usædvanligt for denne fætter med 4 store fortænder, der er ligeså skarpe som et barberblad. Vægtmæssigt vejer den sådan set det samme som vores hund, Rico. Selvom vi er ved at falde lidt i staver, så bevarer konen fatningen og skyder et par billeder af skovhuggerens arbejde. Fra forskellige vinkler. Naturligvis.

Selvom vi bagefter bevæger os lidt langsommere fremad i terrænet, så ser vi nu ikke noget til bæveren – og heller ikke til nogen bæverhytte eller bæverdæmning. Så måske den har en hemmelig hule et sted dybt derinde i åbrinken – eller bor i en hytte lidt længere opstrøms mod syd. Der skulle efter sigende være flere bævere på spil i området, og måske de har øget deres aktionsradius.

Lidt længere fremme passerer vi en lille bæk, der kommer langt oppe fra skrænten, og det rindende vand viser sig også fra den fotogene side. Konen går helt i knæ, og knipser et par gange med kameraet. Vandet fra bækken er krystalklart, og den giver sit bidrag til den i forvejen store vandføring i det naturlige vandløb.

Herefter vender vi rundt, og tager turen tilbage i retning af bilen. På det sidste stykke vej op af den stejle skrænt mærker man tydeligt hjertets slag – og det kræver flere dybe indåndinger helt nede i maven, før vi kommer op, hvor landskabet flader mere ud. Det varer nu ikke længe før hjernen igen får nok med ilt – så man kan fortsætte med at fundere over dyre- og fuglelivet i de vilde omgivelser. Der er ikke noget at sige til, at man går i èt med naturen herude.